Sovemedicin og kørekortet

Tallet, der gør reglen forståelig

Behandling med benzodiazepiner og benzodiazepinlignende midler medfører som hovedregel en påvirkning svarende til en alkoholpromille på 0,6-1,2. Derfor kan det generelt ikke anbefales at føre motorkøretøj under behandlingen — uanset tilvænning.

Netop «uanset tilvænning» er pointen. Følelsen af, at man har vænnet sig til medicinen og godt kan køre, er ikke et mål for påvirkningen. Og som Patienthåndbogen skriver: at medicinen er udskrevet af en læge til at behandle sygdom, mindsker ikke i sig selv risikoen ved bilkørsel.

Lægen kan ikke give dig en undtagelse

Det er værd at vide inden samtalen: lægen har ingen myndighed til at give patienten dispensation fra disse bestemmelser. Der er ikke en aftale at forhandle om.

• Lægen har derimod en pligt til at advare. Ved kortvarig brug ud over det, der er foreneligt med kørsel, skal patienten advares.
• Og en pligt, der går videre: skønner lægen, at patienten ikke vil rette sig efter anbefalingerne, skal lægen rette henvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed for om muligt at afbøde faren.
• Sundhedsstyrelsen har fastsat maksimale doser for de enkelte præparater, og i en del tilfælde er det et lovkrav, at lægen anbefaler en kørselspause.
• Politiet kan teste spyt, øjenbevægelser og udåndingsluft — og man kan blive sigtet, hvis man ikke følger lægens anvisninger.
• Den røde advarselstrekant på pakningen markerer netop trafikfarlig medicin. Virkningen er ofte kraftigst i starten af behandlingen, og nogle midler er hurtigt ude af kroppen, mens andre virker i dagevis.

Hvorfor du skal møde op

Recept på sove- og beroligende medicin udleveres kun ved personligt fremmøde — ikke over telefon eller mail. Mange praktiserende læger udskriver desuden kun til én måned ad gangen.

Det er ikke bureaukrati for bureaukratiets skyld. Baggrunden er en øget risiko for at komme til skade i trafikken, for at falde, og for at blive sløv og ukoncentreret — tre ting, der alle bliver mere sandsynlige, jo længere behandlingen varer uden at nogen ser på den.

• Særaftaler findes, men kun undtagelsesvist — for eksempel ved alvorlig, livstruende sygdom.
• Faldrisikoen er en selvstændig grund. Den er især relevant med alderen, hvor et fald sjældent står alene.
• Og friktionen har en funktion: den sikrer, at nogen med jævne mellemrum kigger på, om behandlingen stadig skal fortsætte.

Afhængighed — og et tal, der trækker den anden vej

Et brat ophør kan give abstinenser, og det kan i sig selv være et tegn på afhængighed. Derfor skal en udtrapning aftales — ikke improviseres.

Men ærligheden kræver også det modsatte tal. Et dansk registerstudie med over fire millioner personer fandt, at langvarig brug ikke er det typiske udfald: af dem, der fik midlerne, brugte 15 procent dem i mere end ét år, og 3 procent i mere end syv år.

• Z-stofferne skiller sig ud: de var den undertype, der oftest blev langvarig — 18 procent ved ét år og 4 procent ved syv år.
• Dosisøgning er ikke reglen: blandt dem med langvarig sammenhængende brug øgede 7 procent dosis ud over det anbefalede.
• Det betyder ikke, at risikoen er lille — det betyder, at «man bliver afhængig af det» ikke er en automatik, og at en kort, aftalt behandling er noget andet end en, der bare fortsætter.
• Og det skærper spørgsmålet, der bør stilles ved hver fornyelse: hvad er planen for at holde op?

Ofte stillede spørgsmål

Se også

• Melatonin i Danmark
• Søvnløshed
• Søvnapnø og kørekort